Piet Van Deurs og farvel til talking heads… næsten - Video som værktøj til videnformidling

Efter at have lavet nogle videoer gik det op for mig hvor låst min tilgang til videomediet egentlig var. Jeg var så formet af den traditionelle uddannelsestænkning, at jeg forsøgte at lægge de principper der gælder fra den undervisning jeg kender bedst – klasserumsundervisningen – ned over videomediet. Selvom platformen var skiftet ud fastholdte de videoer jeg havde lavet stadig et billede af vidensformidling som noget en underviser på en eller anden måde sætter i spil overfor andre. Denne tanke var så styrende, at jeg i arbejdet med videoer visualiserede mit indre billede af vidensformidling uden hensyntagen til de mange andre muligheder videomediet tilbyder. Altså de film vi havde lavet viste en underviser, der fortale noget. En situation, der ligeså godt kunne være set live gennem den studerendes øjne i et klasseværelse.

Det her er uden tvivl basisviden for enhver der arbejder fuldtids med visuelle medier, men for mig har det været lidt af en rejse at komme der til. Hvis vi virkelig skal have fuldt udbytte af videomediet er vi altså i højere grad nødt til at favne og integrere en visuel tankegang og de principper der gælder fra arbejdet med videoer og film.

En af mine gode kollegaer, Helle Mylund Jacobsen, har arbejdet en del med begrebet administrationsfaglighed og har forsøgt at beskrive hvad det er for en størrelse. I en af sine undersøgelser anlagde hun en antropologisk tilgang og observerede, som en flue på vægen, gennem en uges tid, hvad der skete i et administrativt miljø i et ministerium. Vi talte lidt om, at hendes oplevelser i denne undersøgelse måske ville være velegnede til at lave en lille video om og gik så i gang med arbejdet.

Ambitionen var denne gang at gå skridtet videre og delvist forlade ”talking head” setuppet og i højere grad forsøge at bruge flere af de muligheder videomediet indeholder. Du kan se vores eksperiment her:

On location og konkrete objekter

Administrationsfaglighed er måske ikke det mest tempofyldte og actionprægede emne at gribe fat i og i forbindelsen med arbejdet med videoen kom vi begge til at tænke på Piet Van Deurs historieprogrammer på DR fra firserne. Først grinede vi lidt over det, men når man dykkede ned i de programmer han lavede var der egentlig nogle simple greb, som vi med vores setup kunne benytte os af og som passede fint til Helles materiale. Et centralt element er en fortæller on location. I videoen præsenterer Helle sig som stående i orkanens øje. Hun er lige der, hvor det hun vil fortælle om udspiller sig – det kan godt være, at der ikke foregår så meget, men på en anden måde skærper det ens fokus som seer. Endelig gjorde vi et nummer ud af at vise de objekter, der blev snakket om. Videoen viser altså ikke kun Helle, der taler, men rummer også sekvenser, hvor objekter og et autentisk administrativt miljø filmes.

Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet når jeg skriver om Piet Van Deurs som inspirationskilde til videoproduktion i 2014, men de teknisk ukomplicerede virkemidler har i hvert fald givet os nogle ekstra strenge at spille på og nogle første erfaringer med at forlade den rene talking head video.

I får lige en lille bid med manden selv: Piet Van Deurs i vinkælderen under Rosenborg.

Video som værktøj til vidensformidling – grundlæggende visuel forståelse og mulighed for multimodal påvirkning

Jeg vil fortsætte i sporet og reflektere videre over video som medie til videnformidling. De erfaringer vi gjorde os med de første videooptagelser synliggjorde en anden udfordring. Selvom vi finpudsede det der blev sagt i videoen, var og er udtrykket i filmen med No, som jeg tog udgangspunkt i i sidste indlæg, stadig en smule statisk – et ”talking head”, som uanset hvor spændende indholdet er, godt kan virke en smule kedeligt. 3.21 minutter uden større visuel aktivitet, er simpelthen længe nok til at man taber en smule af sin koncentration. Klar til at eksperimentere videre gik vi i gang med et nyt projekt, hvor vi ville forsøge at få lidt mere liv i den visuelle del af formidlingen.

Denne gang havde jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med en anden af vores ph.d. studerende Ida Marie Schröder, som arbejder med blandt andet aktør- netværksteori (Bruno Latour blandt andre) ud fra observationer af samarbejde på tværs af afdelinger og logikker i forskellige afdelinger i en organisation. Det kom der denne lille video ud af.

Perspektiv, komposition og bevægelse i billedet

For at undgå fladhed i det visuelle udtryk ville vi gerne optage Ida i en lidt mere aktiv situation. Vi overvejede forskellige scenarier, men det der virkede bedst var at optage videoen foran et whiteboard – ikke lige for, men lidt skråt fra siden, sådan at der opstod lidt dybde i billede. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er noget tabt filminstruktørtalent, men rent intuitivt fungerede det bedre på denne måde og man taber ikke så hurtigt koncentrationen som ved en flad ensformig baggrund. Samtidig forsøgte vi at skabe en balance, hvor Ida fortalte stående ved tavlen, mens hun havde et tilpas aktivitetsniveau (pege på whiteboard, tegne nogle pile osv.). Det var en svær balance. Skrev hun for eksempelvis for meget var det tydeligt, at det nærvær man oplever når nogen taler til en forsvandt og man blev forvirret omkring, hvor man skulle rette fokus. En vigtig lektie var her at se de optagelser vi optog løbende, for dermed at kunne justere. Oplevelsen at se formidlingen gennem kameraet og live er markant forskellig og det jeg troede ville fungere, fungerede ikke nødvendigvis.

Slå på flere sanser samtidig

Noget af den feedback vi fik, var, at de tekstbokse vi havde sat ind i filmen med No faktisk virkede fint og var med til at forny koncentrationen og skærpe opmærksomheden omkring centrale pointer. Dette element ville vi derfor gerne bevare og eksperimentere videre med. I filmen lavede vi derfor igen tekstbokse med centrale pointer, selvom Ida både fortæller dem og pointerne illustreres gennem tegning af figurer på whiteboardet. Forhåbningen var at skabe en multimodal påvirkning, som rammer den studerende på forskellige måder. Altså en form for simultan udgave af når den studerende siger: ” kan du ikke lige forklare det igen?” ”eller ”kan du ikke lige give et eksempel?”. Jeg er lidt usikker på om det fungerer helt optimalt i denne film, men der er ingen tvivl om, at man i videoformatet helt sikkert bør overveje og eksperimentere med de muligheder der ligger i multimodaliteten.

Der er rigtig mange aspekter ved arbejdet med videomediet, men jeg tror, at jeg vil klappe hesten for denne omgang og vende tilbage senere med nogle flere betragtninger.

Som et lille kuriosum blev jeg præsenteret for denne video om Ignite Talks, som jeg egentlig synes er spændende i denne sammenhæng. De digitale medier påvirker vores måde at kommunikere på, når vi er på dem, men her kan man se et eksempel på, hvordan påvirkningen også rækker tilbage og skaber nogle nye spændende former for den kommunikation der foregår ansigt til ansigt.

How and why to give an Ignite Talk, Scott Berkun

Video som værktøj til vidensformidling – store krav til struktur og form på formidlingen

I et stykke tid har jeg eksperimenteret med at bruge video som et medie til at formidle faglige emner inden for mit arbejdsområde: Ledelse, forvaltning og administration.  Youtube, Ted Talks og lign. er jo ikke gået ubemærket forbi og jeg selv og flere af vores undervisere fik lyst til at se, hvad vi kunne med mediet.  

Formålet med arbejdet var at skabe nogle videoer, som kunne bruges ikke blot i en specifik undervisningskontekst, men som også fungerede for sig selv. Altså helt i linje med eksempelvis Ted Talks. Jeg vil i dette første indlæg tage hul på nogle af de refleksioner og erfaringer jeg har gjort mig i arbejdet med dette super spændende, men også ekstremt udfordrende medie.

Der er mange ting, som det kan være fristende at kaste sig over når man arbejder med et billedmedie, hvor man dagligt udsættes for topprofessionelle produktioner gennem diverse Hollywoodblockbustere og tv-produktioner i millionklassen – man kan i hvert fald sige, at man nemt kan få nogle urealistiske forventninger, hvis DR2 dokumentaren er sammenligningsgrundlaget. Hverken vores evner eller midler gav mulighed for det store setup og vi besluttede derfor at formulere nogle dogmeregler, der skulle holde os på sporet i arbejdet. Du kan se dogmeregler nederst i indlægget.

Den første video jeg fik lavet, var i et samarbejde med en af vores ph. d. Studerende No Emil Kampmann, som har arbejdet med tillidsbaseret ledelse. Du kan se videoen her:

Struktur og rød tråd

Det var interessant, at se hvor krævende processen med at tilpasse formidlingen var. Når det man siger foreviges på videomediet, står alle de små talefejl, tænkepauser, manglende konsistens i struktur og rød tråd pludselig utroligt klart frem. No er en glimrende formidler, men de ting der fungerer i en samtale, fungerer ikke nødvendigvis på videomediet.  Arbejdet med at stykke 3.21 minutters video sammen tog vel omtrent 3 -4 timer fordelt over tre gange, selvom No er en ekspert på området og havde en tydelig ide om, hvad han ville sige. Selvom vi ikke arbejdede med et fuldstændigt fast manuskript krævede formidlingen stadig, at vi hele tiden var et skridt foran og at No hele tiden havde overblik over hvad han ville sige som det næste og samtidig havde en stærk bevidsthed om den struktur/røde tråd vi ville have på formidlingen. Øvelse, øvelse og atter øvelse var vejen frem.

Billedsprog og eksempler

En ambition med videoen var, at den skulle kunne ses af personer, der ikke umiddelbart havde indsigt i området. Vi var derfor nødt til at arbejde intenst med hvordan No formulerede sig. Som alle fagområder er ledelse også fyldt med fagtermer og referencer til forskellige teorier, som vi ikke kunne tage for givet, at seeren havde kendskab til. Alle fagtermer skulle derfor luges ud og erstattes med almindelige ord uden at videoen blev opfattet som overfladisk og usaglig. Løsningen blev at bruge en case, som No var faldet over i sit arbejde med området. Vi afprøvede forskellige tilgange, men casen fungerede klart bedst. Den helt konkrete historie fungerede godt i forhold til at formidle den helt centrale dynamik i den problemstilling vi ville formidle og samtidig undgik vi et uhensigtsmæssigt akademisk sprog.  En case er nok ikke løsningen hver gang, men når man kan trække på en historie, som udspiller sig inden for en virkelighed, som alle umiddelbart kan koble sig på, frigøres der som seer et overskud til at forstå det som videoen gerne vil formidle.

Hmm… Jeg ved ikke om jeg vil betegne videoen som vellykket, men vi fik i hvert fald taget hul på brugen af videomediet. Mit næste indlæg vil fortsætte med flere af de erfaringer jeg har gjort mig med det videre arbejde. Byd gerne ind, hvis I har nogle erfaringer eller kommentarer.

Dogmeregler:

• formidlingen skal være tilpasset video-mediet
• indholdet skal være fagligt velfunderet
• formidlingen skal kunne ses og forstås af et bredere publikum
• maks. længde er 6 minutter
• indholdet skal turde, ville og gøre noget
• videoen skal være tilgængelig gratis
• fokus er på indhold og formidlingskraft ikke på produktion og indpakning

I skal ikke snydes for denne her. Et fantastisk eksempel på, hvordan en simpel historie kan illustrere en kompliceret problemstilling - også på videomediet.

"Justice:What is the right thing to do? The moral side of murder" Harvard University, Michael J. Sandel.