I et stykke tid har jeg eksperimenteret med at bruge video
som et medie til at formidle faglige emner inden for mit arbejdsområde: Ledelse,
forvaltning og administration. Youtube,
Ted Talks og lign. er jo ikke gået ubemærket forbi og jeg selv og flere af vores
undervisere fik lyst til at se, hvad vi kunne med mediet.
Formålet med arbejdet var at skabe nogle videoer, som kunne
bruges ikke blot i en specifik undervisningskontekst, men som også fungerede
for sig selv. Altså helt i linje med eksempelvis Ted Talks. Jeg vil i dette første
indlæg tage hul på nogle af de refleksioner og erfaringer jeg har gjort mig i
arbejdet med dette super spændende, men også ekstremt udfordrende medie.
Der er mange ting, som det kan være fristende at kaste sig over når man arbejder med et billedmedie, hvor man dagligt udsættes for topprofessionelle produktioner gennem diverse Hollywoodblockbustere og tv-produktioner i millionklassen – man kan i hvert fald sige, at man nemt kan få nogle urealistiske forventninger, hvis DR2 dokumentaren er sammenligningsgrundlaget. Hverken vores evner eller midler gav mulighed for det store setup og vi besluttede derfor at formulere nogle dogmeregler, der skulle holde os på sporet i arbejdet. Du kan se dogmeregler nederst i indlægget.
Den første video jeg fik lavet, var i et samarbejde med en
af vores ph. d. Studerende No Emil Kampmann, som har arbejdet med tillidsbaseret
ledelse. Du kan se videoen her:
Struktur og rød tråd
Det var interessant, at se hvor krævende processen med at
tilpasse formidlingen var. Når det man siger foreviges på videomediet, står
alle de små talefejl, tænkepauser, manglende konsistens i struktur og rød tråd
pludselig utroligt klart frem. No er en glimrende formidler, men de ting der
fungerer i en samtale, fungerer ikke nødvendigvis på videomediet. Arbejdet med at stykke 3.21 minutters video
sammen tog vel omtrent 3 -4 timer fordelt over tre gange, selvom No er en ekspert på området og havde
en tydelig ide om, hvad han ville sige. Selvom vi ikke arbejdede med et
fuldstændigt fast manuskript krævede formidlingen stadig, at vi hele tiden var
et skridt foran og at No hele tiden havde overblik over hvad han ville sige som
det næste og samtidig havde en stærk bevidsthed om den struktur/røde tråd vi
ville have på formidlingen. Øvelse, øvelse og atter øvelse var vejen frem.
Billedsprog og eksempler
En ambition med videoen var, at den skulle kunne ses af
personer, der ikke umiddelbart havde indsigt i området. Vi var derfor nødt til
at arbejde intenst med hvordan No formulerede sig. Som alle fagområder er
ledelse også fyldt med fagtermer og referencer til forskellige teorier, som vi
ikke kunne tage for givet, at seeren havde kendskab til. Alle fagtermer skulle
derfor luges ud og erstattes med almindelige ord uden at videoen blev opfattet
som overfladisk og usaglig. Løsningen blev at bruge en case, som No var faldet
over i sit arbejde med området. Vi afprøvede forskellige tilgange, men casen
fungerede klart bedst. Den helt konkrete historie fungerede godt i forhold til
at formidle den helt centrale dynamik i den problemstilling vi ville formidle
og samtidig undgik vi et uhensigtsmæssigt akademisk sprog. En case er nok ikke løsningen hver gang, men
når man kan trække på en historie, som udspiller sig inden for en virkelighed,
som alle umiddelbart kan koble sig på, frigøres der som seer et overskud til at
forstå det som videoen gerne vil formidle.
Hmm… Jeg ved ikke om jeg vil betegne videoen som vellykket, men vi fik i hvert fald taget hul på brugen af videomediet. Mit næste indlæg vil fortsætte med flere af de erfaringer jeg har gjort mig med det videre arbejde. Byd gerne ind, hvis I har nogle erfaringer eller kommentarer.
Dogmeregler:
- formidlingen
skal være tilpasset video-mediet
- indholdet
skal være fagligt velfunderet
- formidlingen
skal kunne ses og forstås af et bredere publikum
- maks.
længde er 6 minutter
- indholdet
skal turde, ville og gøre noget
- videoen
skal være tilgængelig gratis
- fokus
er på indhold og formidlingskraft ikke på produktion og indpakning
I skal ikke snydes for denne her. Et fantastisk eksempel på,
hvordan en simpel historie kan illustrere en kompliceret problemstilling - også på videomediet.
"Justice:What is the right thing to do? The moral side of murder" Harvard University, Michael J. Sandel.
Professionel-blufærdighed
SvarSletRigtige vigtige overvejelser du her vender. En af dine dogmeregler om tilgængelighed er lidt farlig. Vi må endelige ikke tro at vi kan producere professionelle videoer første gang. Derfor mener jeg det er essentielt at vi italesætter professionel-blufærdighed. Som underviser slapper vi af i vores lokale med vores studerende, her kan vi dumme os og rede situationen. Idet vi producerer videoer er vi sårbar, fordi vi ikke længere har kontrol over situationen. Jeg oplever at kompetente undervisere bakker ud fordi dette aspekt ikke bliver eksplicit for de involverede parter.
Hej Kristian. Meget enig. Da jeg startede tror jeg ikke helt, at jeg havde gjort mig det klart, hvor stor en udfordring det du nævner er. Jeg har haft præcis de samme oplevelser som dig. Jeg har snakket med flere om det og noget af det som går igen omhandler i hvor høj grad man som underviser justerer sin undervisning alt efter hvordan de studerende reagerer. Ikke nødvendigvis, at de giver mundtlig feedback, men der hvor man hele tiden afkoder de forskellige signaler som de udsender. Kan man se de falder sammen i stolene eller sidder de helt fremme på kanten? Det er sådan nogle signaler, som gør, at man som underviser kan lodde om man er på rette vej og hvis man ikke har den mulighed er det uroligt svært at vide om det man gør fungerer. Jeg tror helt sikkert, at du har ret i, at den offentlige tilgængelighed i den sammenhæng virker ekstra skræmmende. Jeg tror egentlig at denne tilpasning i forhold til de studerende er et så centralt element i undervisning ansigt til ansigt, at vidensformidling via video på mange måder er en helt ny disciplin, hvor man ikke umiddelbart kan trække på de erfaringer man har fra det traditionelle undervisningsrum.
Slet