Jeg vil fortsætte i sporet og reflektere videre over video
som medie til videnformidling. De erfaringer vi gjorde os med de første
videooptagelser synliggjorde en anden udfordring. Selvom vi finpudsede det der
blev sagt i videoen, var og er udtrykket i filmen
med No, som jeg tog udgangspunkt i i sidste indlæg, stadig en smule statisk
– et ”talking head”, som uanset hvor spændende indholdet er, godt kan virke en
smule kedeligt. 3.21 minutter uden større visuel aktivitet, er simpelthen længe
nok til at man taber en smule af sin koncentration. Klar til at eksperimentere
videre gik vi i gang med et nyt projekt, hvor vi ville forsøge at få lidt mere
liv i den visuelle del af formidlingen.
Denne gang havde jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med en
anden af vores ph.d. studerende Ida Marie Schröder, som arbejder med blandt
andet aktør- netværksteori (Bruno Latour blandt andre) ud fra observationer af
samarbejde på tværs af afdelinger og logikker i forskellige afdelinger i en
organisation. Det kom der denne lille video ud af.
Perspektiv, komposition og bevægelse i billedet
For at undgå fladhed i det visuelle udtryk ville vi gerne
optage Ida i en lidt mere aktiv situation. Vi overvejede forskellige scenarier,
men det der virkede bedst var at optage videoen foran et whiteboard – ikke lige
for, men lidt skråt fra siden, sådan at der opstod lidt dybde i billede. Jeg
indrømmer gerne, at jeg ikke er noget tabt filminstruktørtalent, men rent
intuitivt fungerede det bedre på denne måde og man taber ikke så hurtigt
koncentrationen som ved en flad ensformig baggrund. Samtidig forsøgte vi at
skabe en balance, hvor Ida fortalte stående ved tavlen, mens hun havde et
tilpas aktivitetsniveau (pege på whiteboard, tegne nogle pile osv.). Det var en
svær balance. Skrev hun for eksempelvis for meget var det tydeligt, at det
nærvær man oplever når nogen taler til en forsvandt og man blev forvirret
omkring, hvor man skulle rette fokus. En vigtig lektie var her at se de
optagelser vi optog løbende, for dermed at kunne justere. Oplevelsen at se
formidlingen gennem kameraet og live er markant forskellig og det jeg troede
ville fungere, fungerede ikke nødvendigvis.
Slå på flere sanser samtidig
Noget af den feedback vi fik, var, at de tekstbokse vi havde
sat ind i filmen med No faktisk virkede fint og var med til at forny
koncentrationen og skærpe opmærksomheden omkring centrale pointer. Dette
element ville vi derfor gerne bevare og eksperimentere videre med. I filmen
lavede vi derfor igen tekstbokse med centrale pointer, selvom Ida både
fortæller dem og pointerne illustreres gennem tegning af figurer på whiteboardet.
Forhåbningen var at skabe en multimodal påvirkning, som rammer den studerende
på forskellige måder. Altså en form for simultan udgave af når den
studerende siger: ” kan du ikke lige forklare det igen?” ”eller ”kan du ikke
lige give et eksempel?”. Jeg er lidt usikker
på om det fungerer helt optimalt i denne film, men der er ingen tvivl om, at
man i videoformatet helt sikkert bør overveje og eksperimentere med de
muligheder der ligger i multimodaliteten.
Der er rigtig mange aspekter ved arbejdet med videomediet,
men jeg tror, at jeg vil klappe hesten for denne omgang og vende tilbage senere
med nogle flere betragtninger.
Som et lille kuriosum blev jeg præsenteret for denne video om
Ignite Talks, som jeg egentlig synes er spændende i denne sammenhæng. De
digitale medier påvirker vores måde at kommunikere på, når vi er på dem,
men her kan man se et eksempel på, hvordan påvirkningen også rækker tilbage og
skaber nogle nye spændende former for den kommunikation der foregår ansigt til
ansigt.
How and why to give an Ignite Talk, Scott Berkun
Ingen kommentarer:
Send en kommentar